5 skarpe til UCH-formanden

SMV Holstebros formand Bjarne Sørensen er valgt til ny bestyrelsesformand for Uddannelsescenter Holstebro for de kommende fire år – med store forandringer på vej.

UCH – Uddannelsescenter Holstebro er erhvervslivets skole og en af de vigtigste samarbejdspartnere.
Det er her, den faglærte arbejdskraft bliver klædt på, så vi kan skabe vækst i Vestjylland.

Derfor er de små og mellemstore virksomheders lokale organisation SMV Holstebro også meget glad for, at formand Bjarne Sørensen de kommende fire år samtidig bliver bestyrelsesformand for UCH.

Her er fem skarpe spørgsmål til den nye UCH-formand:

 

1. Bjarne, du har allerede et godt samarbejde med UCH gennem bestyrelsesarbejde. Men du er jo også selv arbejdsgiver. Hvordan har du oplevet UCH som samarbejdspartner, når din egen virksomhed uddanner lærlinge?

Fagligt stærke undervisere, gode vejledere, opfølgning på lærlinges trivsel, konkrete forslag til, hvordan lærlingen kan udvikle sig fagligt og personligt. Og der er en vilje til lytte til de behov arbejdsgiverne har, hvilket styrker samarbejdet for både arbejdsgivere, lærlinge og UCH. Sammen med lærepladsgarantien mellem UCH og virksomhederne giver det også grobund for stor samhørighed og kvalitet.

2. Mange af os synes, at vi kender UCH rigtig godt, men der er sket meget store forandringer med både uddannelsessystemet og skolen, siden mange af de lokale håndværksmestre og svende er blevet udlært. Hvilke forandringer har gjort størst indtryk på dig, når man ser på UCH anno 2026?

Det nye UCH Fødevareakademiet, den pædagogiske tilgang (gruppearbejde, samarbejde på tværs af faggrupper), fokus på attraktivt studiemiljø – skal være aktivt tilvalg og ikke bare et sted, hvor man går, fordi man ikke kunne komme ind på gymnasiet. Skolen står stærkt som ét samlet campus, som tilgodeser elever og medarbejdere der arbejder i et miljø der udvikles sammen.

3. Der er hård kamp om de unge – også internt mellem erhvervsskolerne. Skal vi være nervøse for konkurrencen fra Herningsholm, Skive College, UCRS osv.?

Nej! UCH har fremragende samarbejde med erhvervsskoler i nabobyerne, og vi henviser også elever til hinanden, hvis nogen f.eks. skifter interesse undervejs. Vi skal ikke frygte konkurrence, men tværtimod udveksle erfaringer og lære af hinanden. Fokus på eleverne, virksomhederne og det faglige – fælles mål om at gøre det bedst.

 

 

4. Nu er det erhvervslivets mand, der er bestyrelsesformand for UCH. Skal der så gøres mere for at få unge til at vælge en læreplads frem for gymnasiet?

Engang blev der set ned på unge, som valgte et håndværk i stedet for at læse videre på gymnasiet. Sådan oplever jeg det faktisk ikke længere. Der er stor respekt om håndværk, og jeg er ked af, hvis nogen opfatter det som en konkurrence mellem det faglige og det boglige – vi har nemlig brug for det hele.

Hvis vi skal tiltrække god arbejdskraft, skal der også være læger, sygeplejersker, advokater og skolelærere i vores område. Vi har også brug for arkitekter, ingeniører, maskinmestre, marketingspecialister og sprogkyndige medarbejdere for at kunne skabe vækst.

Derfor er der bestemt intet forkert i, at mange unge vælger en boglig uddannelse. De må hjertens gerne tage en god uddannelse – og allerhelst, skal de komme hjem igen, når de har læst færdig i de store byer!

Når vi har så meget fokus på de erhvervsfaglige uddannelser, så handler det om, at børn og unge kender for lidt til mulighederne. Det er ikke så almindeligt længere, at man er med far eller mor på arbejde, så for mange børn er hverdagen fyldt med skolegang og sport i fritiden – og så er det svært at forestille sig, at der også kan være spændende muligheder på en læreplads.

Unge kender skolegangen og føler sig trygge i den verden, og derfor er det lettest for mange at fortsætte skolegangen på gymnasiet, handelsgymnasiet eller HTX. Jeg er tryg ved, at de – sammen med vejledning fra lærere og UU-vejledning - nok skal finde vej til gymnasiet, hvis ønsker at gå den boglige vej.

Men vi har brug for at blive endnu bedre til at vise de unge mulighederne i den store verden, som er uden for gymnasiet. Derfor er erhvervspraktik, juniormesterlære og brobygningsforløb fortsat meget vigtige indsatsområder. Ikke kun for at få mere arbejdskraft, men for at vise de unge hele paletten af muligheder.

 

5. De næste fire år kommer til at handle meget om at gøre klar til den nye EPX-ungdomsuddannelse. Fremover kan unge ikke gå direkte fra folkeskolen og på Grundforløb 1, men skal i stedet vælge EPX. Hvordan kommer det til at gå?

Nogle er bekymrede for, at der bliver alt for meget skolegang. Jeg er optimist og vælger at tro, at vi får nogle unge, som er fagligt stærkere og – ikke mindst – typisk vil være 1-2 år ældre, før de tager hul på en erhvervsuddannelse og går i lære.

Det betyder, at de er mere modne og måske også vil stille større krav til lærerne og til os arbejdsgivere. Det tror jeg, der kan komme noget godt ud af.

Der vil sikkert være nogle unge, som synes, at 11-12 års skolegang bliver for meget. Nogle af dem vil også få udfordringer med de skærpede adgangskrav. Her vil vi få fordel af FGU Skolen, som allerede har fået flotte rammer lige ved siden af UCH og vil blive en endnu vigtigere samarbejdspartner, når unge har brug for en mere tilpasset vej ind i uddannelsessystemet – eller får brug for hjælp, hvis de er ved at falde fra undervejs.

Jeg tror også, vi vil se flere unge, som slet ikke er gearet til ekstra skolegang. De skulle nødig falde helt ud, og derfor forventer jeg, at vi ser flere gå i mesterlære – og måske også flere i juniormesterlære – som tilbud til de målrettede og dygtige unge, der kan og vil lære noget, men som ikke har lyst eller tålmodighed til at sidde mange timer på skolebænken.

Der venter kæmpestore udfordringer for ledelse og lærere på UCH de kommende år med at forberede sig på at tage mod unge på de nye uddannelser. Det bliver hårdt, men også spændende.

Der er også en række uafklarede spørgsmål om for eksempel HTX – skal den uddannelse bevares, og i hvilken form? Og endelig skal vi samarbejde tæt mellem UCH og det almene gymnasium, så vi sikrer, at unge i Holstebro og omegn får den bedste uddannelse, uanset hvilken vej de vælger.

SMVholstebro er en del af Danmarks stærkeste erhvervsnetværk. Vi varetager erhvervspolitiske interesser for godt 350 små og mellemstore virksomheder og bakker op om uddannelses- og kulturtilbud i Holstebro Kommune.

Kontakt

SMVholstebro
Danmarksgade 18
7500 Holstebro

info@smvholstebro.dk