Den grønne korridor blev virkelighed

 

Nordvestjylland kobles nu rigtigt på resten af Danmark

 

Af Bjarne Sørensen, formand for SMVholstebro på vegne af ”Aktionsgruppen for fremtidens infrastruktur til, fra og i Midt- og Nordvestjylland”

 

Et gennembrud for et Danmark i balance

Efter mange måneders dialog, artikler, møder og engagement fra erhvervsliv, borgere, politikere og organisationer er der nu sat tyk streg under en historisk beslutning:

Banen mellem Vejle og Struer skal fuldt elektrificeres.

Dermed får Midt- og Nordvestjylland den nødvendige infrastrukturelle tilkobling til det nationale el-tognet og en fast, direkte forbindelse til hovedstaden – som det eksempelvis fremgår af både DR Nyheder og Dagbladet Holstebro-Struer.

 

Det er en sejr for alle aktører i landsdelen – og for princippet om et Danmark i geografisk samt klima- og transportmæssig balance.

 

En aktionsgruppe med effekt

Hos SMVholstebro er vi stolte af at have været en aktiv del af processen. Ikke for at tage æren, men fordi vi – sammen med kommunerne, erhvervslivet og andre interessenter – har medvirket til at skabe det nødvendige pres og momentum, der i sidste ende var medvirkende årsag til regeringens beslutning.

Vi har mobiliseret SMV’er, engageret lokalbefolkningen, samlet borgmestrene og insisteret på, at infrastrukturen ikke kun handler om skinner og signaler – men om arbejdspladser, grøn omstilling, bosætning, forsvar og en fremtid med et land i balance.

Den nu vedtagne løsning er ikke bare en teknisk beslutning – det er et strategisk valg, der forbinder Danmark fysisk, økonomisk og med enorm symbolsk værdi.

 

En del af noget større – sammenhæng i hele transportnettet

Denne elektrificeringsbeslutning falder sammen med det faktum, at Sinding-strækningen ved Herning nu snart formelt træder ind i en egentlig anlægstilstand, hvilket betyder, at Holstebro-motorvejen og Midtjyske Motorvej snart hænger sømløst sammen. Sammenlagt giver det Nordvestjylland en infrastrukturel platform, der for alvor kan bære fremtidig vækst og bosætning.

Den Grønne Nordvest-Korridor, som vi har døbt det, er nu mere end et koncept – den er på sporet, den bliver virkelighed.

 

Ikke kun for togpassagerer

Vi er især glade for, at løsningen ikke kun er til gavn for pendlere og privatpersoner. Den bliver en gamechanger for:

  • SMV’er og industrien, der får stærkere adgang til både arbejdskraft og markeder
  • Uddannelsesinstitutioner, der lettere kan tiltrække og fastholde studerende og undervisere
  • Forsvaret, som med udbygningen i Holstebro får forbedret mobilitet og adgang
  • Det grønne Danmark, som får en el-drevet rygsøjle, der muliggør reelle CO2-besparelser i både person- og godstransport

 

Næste skridt – og en åben invitation

Beslutningen er taget – men arbejdet fortsætter.

SMVholstebro vil fortsat holde fokus på, at elektrificeringen gennemføres i sin helhed og uden unødige forsinkelser. Vi følger processen tæt og vil fortsat fungere som en samlende stemme for det nordvestdanske erhvervsliv i de nationale samtaler om infrastruktur.

Vi siger tak for samarbejdet – til kommuner, virksomheder, organisationer og ikke mindst til transportministeren for at lytte og handle på niveau for vores forventninger til en folkevalgt fra vores område.

– Vi har altid ligget, hvor vi ligger – midt i naturen, midt i produktionen, midt i det hele.

Men først nu er forbindelsen skabt, hvor vi også føler os i midten af HELE landet. Og med forbindelsen vokser ikke bare vores muligheder, men hele fortællingen om, hvem vi er – og hvor vi skal hen – i balance med resten af Danmark.

Læs også artiklen fra november: Den Grønne Nordvest-Korridor – strategisk afgørende for Danmark i balance

SMVholstebro er en del af Danmarks stærkeste erhvervsnetværk. Vi varetager erhvervspolitiske interesser for godt 350 små og mellemstore virksomheder og bakker op om uddannelses- og kulturtilbud i Holstebro Kommune.

Kontakt

SMVholstebro
Danmarksgade 18
7500 Holstebro

info@smvholstebro.dk