Det er tid til en kommunal slankekur

Fredag 11. september, sen eftermiddag, blev en nyhed listet ud fra Økonomi- og Indenrigsminsteriet: Holstebro er en af fem kommuner, som har fået tilladelse til at hæve skatten. Igen, fristes man til at tilføje.

Problemet er, at der – endnu engang – er underskud på kommunens driftsbudget, så politikerne skal nu tage stilling til, om de vil udnytte muligheden for at hæve skatten med op til 0,5 procentpoint og bruge de ekstra indtægter til helt eller delvist at fylde hullet.

Det er kun et par uger siden, at Dansk Industris årlige måling af det lokale erhvervsklima udkom. Man kan diskutere, om nogle af målepunkterne i den dybt skuffende rangering som nummer 46 giver et helt fair og nuanceret billede af erhvervsklimaet i rangordningen af kommuner.

Men et af de tungtvejende punkter i DI-analysen er skatteniveauet, og her er der ikke så meget at diskutere: Holstebro Kommune har allerede et af landsdelens højeste niveauer for kommuneskat.

Når vi gerne vil tiltrække flere virksomheder og borgere – og at virksomhederne har akut mangel på kvalificeret arbejdskraft, så er det tudetosset, at Holstebro Kommune vil hæve skatten igen.

Svaret fra byrådet er hver gang det samme: Hvis vi ikke må hæve skatten, så er vi nødt til at skære i serviceniveauet. Eller også bliver ”de varme hænder” presset til at arbejde endnu hurtigere.

Særligt nu, hvor der er kommet flere af ”de blå” i byrådet, så vækker det nogen undring i erhvervslivet, at man ikke i højere grad forsøger at lære af virksomhederne: Kig indad og gennemfør effektiviseringer af administrationen og optimér på driften, som man gør hele tiden i det private erhvervsliv.

Ledere i erhvervslivet bliver også nødt til at trimme budgettet ind imellem, og de fleste er enige om, at hvis man skal, så kan man også spare fem procent, når det er nødvendigt for at få enderne til at nå sammen.

Er der opgaver, som ikke længere giver mening eller trænger til nedjustering – som for eksempel at have et fuldt bemandet jobcenter, når vi i årevis har haft historisk lav ledighed? Har vi fået fuldt udbytte af it-værktøjer til at effektivisere de administrative opgaver? Kan funktioner samles på færre enheder? Er der opgaver, som med fordel kunne udliciteres?

Da vi gik til stemmeurnerne sidste år, var det en del af samfundskontrakten, at byrådet skulle være parat til at tage ansvar for både succes’erne og de mindre populære beslutninger som for eksempel at spare penge.

Men i stedet for at tage ansvaret på sig, har byrådet fået forvaltningen til at udarbejde et sparekatalog og så sendt det videre til borgerne i håb om, at vi vil løse opgaven. Det er ikke god ledelse.

Byrådet må trække i arbejdstøjet – og start gerne med at kigge indad, før I beder om flere penge.

SMVholstebro er en del af Danmarks stærkeste erhvervsnetværk. Vi varetager erhvervspolitiske interesser for godt 350 små og mellemstore virksomheder og bakker op om uddannelses- og kulturtilbud i Holstebro Kommune.

Kontakt

SMVholstebro
Danmarksgade 18
7500 Holstebro

info@smvholstebro.dk