Ikast tog førstepladsen – men erhvervslivet i Holstebro er på rette vej

Holstebro faldt til nr. 46 på Dansk Industris liste over erhvervsvenlige kommuner. Der er noget at arbejde med, men det er nu ikke så ringe endda.

Lad mig først ønske vores midtjyske naboer i Ikast-Brande Kommune tillykke med endnu en topplacering i Dansk Industris måling af lokal erhvervsvenlighed.

Den engelske landsholdsspiller Gary Lineker blev engang bedt om at definere spillet, og han svarede, at ”fodbold er 22 mand, der jagter en bold i 90 minutter, og til sidst er det altid Tyskland, der vinder”.

Når det handler om erhvervsklimamålinger, er man efterhånden fristet til – med et glimt i øjet - at konkludere, at det er 98 kommuner, der jagter trofæet, og til sidst er det altid Ikast-Brande, der vinder.

Men jeg synes faktisk også, vi har grund til at give et skulderklap til os selv her i Holstebro Kommune. For ser man på mange af de objektive kriterier, så er vi på vej i en rigtig god retning, og på flere målepunkter ser vi ærligt talt også ud til at klare os noget bedre end i andre kommuner.

Et af de strategiske indsatsområder for SMV Holstebro er at kampen for uddannelse. En veluddannet arbejdsstyrke er og bliver den bedste investering i fremtiden, ikke kun for unge, men for os alle.

Vi er stolte af, at 82,5 procent af alle voksne mellem 25 og 66 år har lagt mere uddannelse oven på deres folkeskoleeksamen. Og at børn og unge generelt trives godt i vores skoler.

Som i resten af landet kunne vi godt ønske, at en lidt højere andel af unge valgte en erhvervsfaglig uddannelse. Derfor har SMV Holstebro gjort en stor indsats – sammen med kommunen og Uddannelsescenter Holstebro – for at styrke praktik, brobygning og juniormesterlære.

DI’s erhvervsklimamåling viser tydeligt, at indsatsen har båret frugt: 45,5 procent af virksomhederne svarer, at de samarbejder med kommunens skoler om erhvervspraktik. Det er pænt over landsgennemsnittet.

Et andet markant indsatsområde for det lokale erhvervsliv er byggesagsbehandling. Holstebro Kommune har lyttet og sat flere ressourcer af, så i dag er vi faktisk en af landets hurtigste med gennemsnitligt 28,7 dage for sagsbehandling.

De gør det godt i Midtjylland, men der er ingen grund til at miste modet i Holstebro over DI-målingen. Der er stadig en del, vi kan gøre bedre, men vi følger den rigtige, langsigtede strategi og har en god, åbenhjertig dialog mellem kommunen og erhvervslivet. Det er et godt udgangspunkt.

På mange punkter præsterer Holstebro Kommune faktisk bedre end naboerne, og alligevel står vi tilbage med en lunken bedømmelse, baseret på blot 81 besvarelser.

Næste år håber jeg, at flere vil besvare spørgeskemaet, så vi også hører fra ”det tavse flertal”. På den måde kan DI-målingen måske bedre afspejle den oplevelse, som vi gerne vil stå sammen om at formidle: At vores kommune faktisk er et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed.

Bjarne Sørensen
Formand for SMV Holstebro

SMVholstebro er en del af Danmarks stærkeste erhvervsnetværk. Vi varetager erhvervspolitiske interesser for godt 350 små og mellemstore virksomheder og bakker op om uddannelses- og kulturtilbud i Holstebro Kommune.

Kontakt

SMVholstebro
Danmarksgade 18
7500 Holstebro

info@smvholstebro.dk