Kom til fyraftensmøde og få tips til det gode lærlingeforløb

Onsdag 11. november er der fyraftensmøde på UCH, hvor temaet er de unge lærlinge. Her får du konkrete redskaber til at gøre den praktiske del af uddannelsen bedre.

Nutidens unge har altid været lidt af et mysterium for de ældre generationer. Men er de unge i virkeligheden så meget anderledes, end dengang far var dreng? Og er der noget, man som arbejdsgiver kan gøre for at øge chancen for, at læretiden bliver en succes?

Det er nogle af de vigtige temaer, når UCH Uddannelsescenter Holstebro inviterer til fyraftensmøde onsdag 11. november klokken 15 på Døesvej.

- Unge i dag er hverken dumme eller dovne. Tværtimod er de mere oplyste i dag og er dygtige til at søge viden, hvis de er i tvivl om noget. Den nye generation af unge er også flasket op med medbestemmelse og vant til at blive set og hørt, og så har de brug for meget feedback. I virkeligheden havde vi mange af de samme behov, da vi var unge, men vi turde sjældent give udtryk for det – så det er ikke kun dårligt, at unge stiller krav, siger Susanne Nygaard Bertelsen, virksomhedskonsulent hos UCH.

Laerlingeforloeb 02

Husk at tale sammen

Hun har været tovholder på ”Det gode lærlingeforløb” og medforfatter på en serie guides/tjeklister til virksomhederne for at hjælpe dem til vellykkede oplevelser, når de unge afslutter erhvervsskolens grundforløb for at fortsætte uddannelsen ude på lærepladsen.

- En af de hyppigste udfordringer, når det knager i forholdet mellem mester og lærling, er, at man ikke rigtigt har fået talt om tingene. Derfor skal man se vores guider som tjeklister og en måde at sætte tanker i gang om ens rolle som uddannelsesansvarlig, for eksempel ved at huske at tale om, hvordan det går – både det gode og det svære, før der opstår problemer, siger Susanne Nygaard Bertelsen.

Det vækker genkendelse hos Michael Christensen, medindehaver af Idom El, hvor man løbende har 11-12 lærlinge under uddannelse.

- Tit, så giver man kun feedback, når noget er gået galt, og der skal rettes op på en fejl. Sådan er vi mennesker jo. Men vi prøver at blive bedre til også at huske at fortælle hinanden, når noget er gået godt. Det er noget, vi alle sammen ville have godt af at øve os i – ikke kun i forhold til lærlingene, siger han.

Velforberedt læreplads

Idom El er kendt for at fortælle meget om elektrikerfaget og livet som lærling på sociale medier. Det er kun en lille del af en god forventningsafstemning. De vigtigste forberedelser begynder længe før, den nye lærling har sin første arbejdsdag.

- Vi får bestilt arbejdstøj hjem, så det er klar på første dag, og vi har også lavet en intropakke til nye lærlinge, hvor de blandt andet får lidt materiale om virksomheden og faget, så både lærlingen og deres forældre er forberedt på, hvad der skal ske, når den praktiske del af uddannelsen begynder hos os, siger Michael Christen og fortsætter:

- Jeg plejer gerne at invitere forældrene med til et møde, når vi ansætter en ny lærling. Vi skal huske, at lærlingene jo typisk er under 18 år, når de begynder, og de bor hjemme, så det er en fordel at lade forældrene tage aktivt del i de unges uddannelse. Dermed kan de hjælpe de unge til at få succes, for eksempel ved at sørge for, at lærlingen møder til tiden, glad og udhvilet og har husket madpakken.

Generelt oplever han ikke nogen problematisk generationskløft, men Michael Christensen nikker genkendende til, at unge i dag er bedre til at forholde sig kritisk.

- De kan og vil gerne gøre, hvad de har får besked på, men de forventer også en forklaring på hvorfor.  Det er måske heller ikke helt urimeligt, for det må ikke blive sådan, at lærlingene altid bare skal tage alt det fysisk hårde og rutineprægede. Den slags hører nogle gange med til jobbet, men det er ikke det, man lærer mest af, så vi prøver at fordele opgaverne, så det ikke kun er lærlingene, der får ”træls” opgaver.

Laerlingeforloeb 03

Vær med og bak op

Idom El var med, da UCH tidligere år inviterede til første fyraftensmøde om ”Det gode lærlingeforløb”, og Michael Christensen deltager igen – og håber at møde mange andre lokale erhvervsledere.

- Helt konkret, så fik jeg ny viden om, hvordan Jobcentret kan hjælpe os med efteruddannelse, så det er jo også en god anledning til at få tips og at møde andre arbejdsgivere, som også har lærlinge. Jeg synes i det hele taget, det er vigtigt for vores område at bakke op om vores erhvervsuddannelser, så det er på alle måder godt givet ud at bruge et par timer på et fyraftensmøde om lærlinge, siger han.

Formand for SMVholstebro Bjarne Sørensen håber på stor opbakning fra de lokale lærepladser.

- De kommende år går rigtig mange faglærte på pension samtidig med, at der bliver færre unge, så der bliver kamp om de unge i fremtiden. Derfor har vi brug for viden og at dele erfaringer, så vi kan give vores lærlinge den bedste uddannelse, også mens de er hos os i praktikdelen af uddannelsen, og dermed også give erhvervsuddannelserne et generelt godt ry blandt de unge selv, siger Bjarne Sørensen.

Tilmelding

Det er gratis at deltage i fyraftensmødet 11. november. Tilmelding foregår via UCH’s hjemmeside.

Tilmeld dig fyraftensmødet her

Læs også de gode tjeklister og guides til Det gode lærlingeforløb. Materialet er gratis tilgængelig på UCH’s hjemmeside.

https://ucholstebro.dk/til-virksomheder/det-gode-laerlingeforloeb/

SMVholstebro er en del af Danmarks stærkeste erhvervsnetværk. Vi varetager erhvervspolitiske interesser for godt 350 små og mellemstore virksomheder og bakker op om uddannelses- og kulturtilbud i Holstebro Kommune.

Kontakt

SMVholstebro
Danmarksgade 18
7500 Holstebro

info@smvholstebro.dk