I stueetagen er der indrettet en meget smuk laugssal, som fortrinsvis bruges til foreningens bestyrelsesmøder.
Foreningen har stået for, at huset i Danmarksgade, gennem årene har gennemgået en meget omfattende istandsættelse, som bl.a. omfatter renovering af de murede facader, der nu igen fremstår som nye, og man kan glæde sig over det gode håndværk, som præger bygningen.
Laugssalen i stuetagen er bibeholdt uændret og vidner om foreningens lange historie.
Ejendommen i Danmarksgade, der oprindelig blev opført til brug som Teknisk Skole, er et godt bevis på, at godt håndværk betaler sig, og at det betaler sig at vedligeholde dette.
I 1932 forelagde bestyrelsens skriftfører, snedkermester Poul Gaardhøje, en plan om indretning af en Laugssal. Planen fik en usædvanlig velvillig tilslutning, og Laugssalen blev indrettet i Skolegade.
Der blev lavet læsestue. Foreningen havde fra starten abonneret på "Illustreret Tidende", og vi har disse blade indbundne for en lang årrække i vort arkiv.
Der blev lavet studiekredse, og mange af Håndværkerlaugene brugte lokalet til møder.
I starten af 1960´erne ønskede kommunen at købe stiftelsen i Skolegade.
Foreningen fik derfor et problem med sit tilhørsforhold. Mange muligheder for "ny adresse" blev foreslået og prøvet, men det endte med, at man satsede på at flytte til den bygning i Danmarksgade, som foreningen i 1888 byggede som den første Tekniske Skole i Holstebro.
Stiftelsen blev solgt til Kommunen i 1965-66, og så startede de svære forhandlinger om "nedlæggelsen" af skolen i Danmarksgade.
To ministerier var involveret. Her stødte man ind i den vedtægtsbestemmelse, som staten havde indført for at støtte byggeriet oprindeligt.
Ministeriet forlangte nemlig, at den gamle skole plus så godt som hele salgssummen for Stiftelsen, skulle overdrages som tilskud til skolens nye byggeri.
Efter mange og drøje forhandlinger fastholdt bestyrelsen med held, at den gamle skole tilhørte Industri- & Håndværkerforeningen.
Skolen blev i første omgang lejet ud til Teknisk Skole, der desuden rådede over en barak fra besættelsestiden. Den lå på skrænten ned mod Enghaven.
I 1975-76 blev Laugssalen flyttet fra Skolegade og op i Danmarksgade. Panelerne blev bygget op igen, nøjagtigt som de var i Skolegade af snedkermester Carlo Hansen. Malermester Svend Nielsen (Kis) malede loftet med en lille pensel, liggende på ryggen på et stillads.
Der blev lagt nyt gulv, men lamper og døre er flyttet med. Det gælder også dørene til køkkenet og kontoret.
Det store bord i Laugssalen er skænket af snedkermester Herluf Knudsen, mens stolene er skænket af snedkermester Poul Gårdhøje. Læderbetrækket på stolene er en gave fra den gamle Sparekasse.
I foråret 2007 blev hele bygningen renoveret, således lokalerne levede op til nutidens krav, og der blev installeret bl.a. elevator for at leve op til kravene om tilgængelighed for handicappede.
I årene forinden var alle facader renoveret udvendigt med en fuldstændig afrensning af det gamle murværk og udkradsning og fugning af hele bygningen. Bygningen, der oprindelig blev opført for godt 10.000 kr., er således renoveret for mere end 5 mio. kr.
I december 2021 solgte foreningen Danmarksgade 18 til en lokal arkitektvirksomhed, som har indrettet domicil i den smukke gamle bygning.
Foreningen indgik en lejeaftale med den nye ejer, og Laugssalen står stadig intakt i ejendommen og benyttes til foreningens møder mm.